tirsdag den 6. oktober 2009

Introducing Palace Players video

Mew har aldrig stået øverst i cd-samlingen, men nedenstående video skal alligevel have en plads her på ny musik. Den er ikke speciel ny, men den helt specielle stemning instruktør Martin De Thura har fundet til Introducing Palace Players passer så fænomenalt ind i nummerets mekaniske men samtidigt organiske lyd, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har set en musikvideo så mange gange i træk...

mandag den 21. september 2009

VEGA OG GOOMBAY STARTER BLOGSAMARBEJDE

Nyt samarbejde musikmedie og spillested imellem...! Fra i dag påbegynder VEGA og den nye musik-portal Goombay et blog-samarbejde, hvor VEGA vil skrive indlæg om hvad der sker på Enghave-borgen. Bloggen er først blevet sat op i dag, så pt. er der kun ét post om VEGAs dupstep-koncerter.

Samarbejdet viser endnu engang, at de mere etablerede spillere i den danske musikbranche er ved at få øjnene op for det enorme potentiale der eksisterer i brugen af de sociale medier.

torsdag den 20. august 2009

Blæs Bukki har travlt!

For en 40 – 60 dage siden spillede Hr. Bukki til et brag af en Roskilde Koncert med de øvrige 2 Malk-drenge i et unikt come back. Det var et brag af en fest, og undertegnede havde en af sine bedste koncert-oplevelser i mange år. At dømme på medie-hypen omkring Malk de Koijn efterfølgende (eksempelvis røgen omkring det lille 'fuck-up’ af Thy Festivalen, der nåede rundt i en bred vifte af danske medier), var jeg vist ikke den eneste. I sidste uge proklamerede bandet så en mere traditionel koncertrække med start i VEGA… Og ja… Udsolgt…

Men ikke nok med det så udgør Blæs jo som bekendt, sammen med Eaggerman Dwayne McFarlane og Pharfar (Søren Skov), 1/3 af trioen Bikstok Røgsystem. Efter en periode hvor bandet efter en VEGA-koncert i januar proklamerede ’koncert-stop’, dukkede de pludselig op på årets Skanderborg til en crazy re-union(hvis man kan kalde det det, efter så kort tids pause) koncert. Den 4. September starter Dance Hall trioen som Malk trioen så deres officielle Danmarks tour med en koncert i Ridehuset til årets Århus Festuge… Dette må bestemt siges at være et af de mere interessante bud på en god oplevelse i Festugekalenderen.

Han har travlt den gode Blæs!

torsdag den 23. juli 2009

Fra Musikblogs.dk til Goombay

Organgrinder skrev på et tidspunkt om den nystartede blogportal musikblogs.dk, - "Jeg hilser personligt initiativet meget velkommen og glæder mig til at følge udklækningsprocessen fra betaversion til smuk sommerfugl.”. Til trods for at siden dengang lå i en grov og ikke særligt sexet Xoops skal, mødte den alligevel en masse positiv velvilje fra såvel musikbloggerne, men også branche og brugere bød pænt initiativet velkommen.


I sidste uge vil jeg mene, at portalen tog et lille skridt i sommerfugleretningen. Hele designet blev brudt ned fra det gamle sort/hvide, til en (måske lidt modig) sort, gul, grøn sammensætning. Samtidig med de designmæssige krumpspring, skiftede portalen også det let forståelige "musikblogs.dk" ud med det mere rytmisk klingende "Goombay" - det er vist både en strand, en tromme og et band.

Nu må vi se, om portalen kan holde sit fine fokus på os bloggere blandet sammen med et par redaktionelle afstikkere til hvad der rør sig i det danske musikunivers - som eksempelvis Strøm, stella polaris og hvad der sker på Music for Dreams og Tigerspring.

mandag den 13. juli 2009

STATIC ER STADIG DERUDE!

Da jeg for en del år tilbage arbejdede som bartender i VEGA Natklub, havde vi en periode den århusianske dj Static som resident. Ud over at han stort set altid var leveringsdygtig i en fest på dansegulvet, var han også en af de der dj's, der, trods hans allerede dengang mange år i branchen, altid mødte op med en fantastisk positiv attitude og en god energi. Efter ganske kort tid i baren på en klub, finder man ud af, hvor meget en dj faktisk kan påvirke festen udelukkende ved at køre en god stil over for gæster og personale. Attitude, karma & skills...

Det er lang tid siden, jeg har hørt den gode Static live, men han lever stadig i bedste velgående. For ikke lang tid siden deltog han eksempelvis i en viral-video for Bandbase og P2 sammen med dj Noiz omkring projektet mixtoverdener, og fornylig så jeg, at han havde formuleret programmet til årets Grøn Koncert i "scratch" - Grøn Koncert Program 2009 by Dj Static.

Derudover har han gang i sin egen musik som en af hovedmændende i Majors, som udover Static rummer Negash Ali, J-Spliff, Noize og selvfølgelig hans gamle MC'er Nat Ill. Godt at se at han stadig er eftertragtet derude..

mandag den 11. maj 2009

Flødebolle-spoof

Sørme om ikke Ny Dansk Musik har fået lov til at være med helt fremme blandt de første der præsenterer Giv blod og Rigshospitalets nye musikkampagne-video "Det lille stik". Vi er ude i et Nik & Jay/flødebolle spoof, som skal lokke unge mænd til at donere mere af deres dyrbare blod...

I den gode sags tjeneste får du her "Det lille Stik"-

mandag den 4. maj 2009

One-eyed Mule inviterer til shoot-out

Et lille opråb!!

I mine 5-7 år som fast del af den store musikborg på Enghavevej (aka VEGA), fik jeg lagt trommehinder til en god spandfuld koncerter af vidt forskellig genrer og kvalitet... Et par stykker der står frem, må klart være; Daniel Lanois i Store VEGA (Albummet Acadie må være skrevet til at blive spillet i Store VEGA, og mener faktisk også, at Daniel fra scenen spurgte, om han måtte købe salen og lave det om til et studie ;), De La Soul også i Store VEGA (mest fordi de fik ca. 100 piger fra gulvet op på scenen til sidste nummer. Ingen tvivl - jeg var total misundelig på de fem gamle rappere) og sidst (mange glemt) må være en gang sydstatsrock med Black Rebel Motorcycle Club tilbage i '05... Og selvfølgelige en uendelig masse club-koncerter...

Men mange koncerter til trods, må jeg alligevel sige, at et af de bedste live-acts jeg har set, var de 5 drenge fra One-Eyed Mule i storform på Spot festivalen sidste år. Sjældent har jeg set en kontrabas få så meget bue-tæsk og en mundharmonika blive blæst så godt igennem... Genremæssigt er vi vist ude i noget urbant americana rock - på den fede måde altså (minder en smule om de før nævnte Black Rebel)...

Anyhoop, på fredag lægger de vejen forbi Cafe Kino, og der skal lyde en varm anbefaling herfra!

Jeg kunne ikke finde nogle liveoptagelser der, efter min menig, fanger dem ordentligt, men jeg fandt denne video, med et af deres mere stille nummre - 'I miss Hanging with You'...

søndag den 19. april 2009

'Ny musik'-blog som tv-kanal

På ny musik har vi en forkærlighed for nye utraditionelle tiltag i branchen. Og det må man sige, at dette projekt er. Det pladeaktuelle band Venice åbner i morgen op for et nyt stream-project. Direkte live fra deres øvelokale, sender bandet dermed deres første koncert i over et år... De har lovet god lyd og stemning og vi glæder os herfra...

Koderne er faldet os i hænderne, og du kan se koncerten her på bloggen i morgen mandag den 20/4 kl. 21.00 -

FEED LUKKET

tirsdag den 7. april 2009

Musikblogs.dk og endnu en gammel nyhed... gaaaab...

'Ny musik-bloggen'(den du læser på lige nu), er måske ikke den mest opdaterede musikblog der findes, men af og til kaster jeg dog lidt indhold efter de millioner af faste læsere der sidder og venter derude. I denne post, vil jeg ganske hurtigt sprede ordet om et nyt site, der søger at samle trådene i den lille danske urskov af musikblogs. Formålet er simpelt - at lave et katalog med samtlige relevante danske musikblogs, og samtidig præsentere redaktionelt indhold om hvad der rør sig inden for dette felt. At din yndlings-blogger er medstifter af siden, og at dette indlæg er ren og skær skamløs reklame, skal ikke være en hemmelighed, men det ændre ikke ved, at du selvfølgelig skal skynde dig ind og og finde andre favoritbloggere du kan følge(evt. nogen der har et mere stramt princip, når det kommer til at reklamere for egne projekter ;- ). Du kan finde siden på musikblogs.dk

Oooog... Så må jeg erkende, at jeg endnu engang(det er sgu pinligt for en der har en blog om 'ny musik') må komme med en efterhånden æld gammel musiknyhed. Det drejer sig om det danske band Utah, der tilbage i 2007 udgav albummet 'Strength in Numbers'. Cd'en har stået urørt i min samling i meget lang tid, hvilket kun har været ris til egen [...], for det er satme et godt album. Albummet der nu har været en konstant del af mit hjemme-soundtrack i over en måned, lander et sted mellem noget rart pop, måske er vi ovre i noget Travis-like-noget, kombineret med nogle store eksplosive rock-overgange hvor trommeslager Anders Rønne ryger ind i en hel Fraiser vs. Ali boksekamp med sine trommer... Sooo nice....

Fandt et lille klip med dem

mandag den 23. marts 2009

Dennis Mejdal gæster Venice-blog

Jeg stødte første gang på musikeren Dennis Mejdal (jeg skriver 'musikeren', da jeg i lang tid forinden havde kendt hr. Mejdal som VEGAs grafiker), da han for et par år siden varmede op for Grand Avenue på Lille VEGA. Dengang var der der ikke mange, der kendte den unge sangskriver, og salen var derfor primært fyldt med unge piger, der skulle høre (og ikke mindst se Avenue-drengene, der dengang havde en forsanger, Rasmus Walther Hansen, smedet sammen med en vis frøken Christensen) Grand Avenue. Der gik derfor et par numre hvor den ukendte sangskriver kæmpede med at overdøve de 500 gæster, men en Mejdal på hjemmenbane er ikke sådan at slå ud, og salen rettede hurtigt opmærksomheden mod scenen.

I dag har Dennis soloalbum Grow Little Acorn, Grow efterhånden et år på bagen, og Dennis er ikke ukendt længere. Inden længe starter han, så vidt Ny-Dansk-Musik er orienteret, sin egen blog i forbindelse med lanceringen af hans nye musikprojekt 'I Am Marshal'.

Intil da, kan vi læse Mejdals gæstblog-indlæg på Venice-sober bloggen, hvor han skriver om hvordan det er, at åbne det første eksemplar af sin egen cd. God læsning, der varsler godt til en kommende Mejdal-blog... 'Deeeeeeeeeee'

onsdag den 4. marts 2009

Ping - Pong med Morten og 'ikke så ny musik' fra Fleet Foxes

Ping-pong... Jeg takker for Morten Kistrups (Billedet / Venice) svar på mit spørgsmål vedr. det 'organiske' i deres genretitel. Og... Tja, der lander den vist ganske fint - "Varm, levende og organisk som en organisme" - blandt andet frembragt af et akustisk nærvær.

Efter (hvad denne blog efterhånden også bærer lidt præg af ;-) at have lyttet en del på bandets MySpace side (Venice Myspace), kan jeg jeg godt følge Mortens definition. Især synes jeg det 'levende' og 'varme' kommer godt til udtryk på nummeret "the kill" (nummer to på deres MySpace)... Men det kan den interesserede læser jo selv vurdere...

Musik er ofte bedst, når det dumper uventet ned i cd/itunes/plade-samlingen, dog kan sådanne erhvervelser af og til få lov til at ryge bagerst i 'skal lytte til'-køen. Sådan var det også med de gode drenge fra One-Eyed Mules gave til min sidste 30 års... sorry... Men nu spinner Fleet Foxes dog lystigt på anlægget, og ja I havde ret, det er sgu en fantastsik plade... Thanx again...

Fleet Foxes er efterhånden 'old news' (april '08) men stadig et lyt værd, hvis du ikke har været der endnu - "Music is a weird and cosmic thing, its own strange religion for nonbelievers, and a joy it is to make, in any form. Also, don't trust your photographs" (sidste linje i Fleet foxes cover)... hehe... I like...

onsdag den 25. februar 2009

En ny blog er født...

Som nævnt i et tidligere indlæg, har drengene fra bandet Venice (se tidligere indlæg) i det sidste stykke tid gået og brygget på et blogprojekt i forbindelse med udgivelsen af deres kommende album Sober. Nu er 'The Venice blog project' (eller hvad det hedder) så skudt igang, med et rigtig interessant indlæg af forsanger Morten Kistrup.

Som alle nye bloggere har prøvet det, har Morten også været gennem den der "hvad er en blog egentlig for noget"-fase, hvilket han beskriver i sin første post...

'Ny musik' ser frem til forhåbentligt mange kommende indlæg...

Bloggen kan følges her - http://venicesober.wordpress.com/

tirsdag den 17. februar 2009

Nyt arrangement fra Musikparlamentet

Gode initiativer skal støttes! Derfor bringer 'Ny Musik' bloggen lige et lille shout-out for det kommende Musikparlament-arrangement... Denne gang er det det globale engagement der er i fokus -








Musikparlamentet goes global!

Hvordan udbreder og sælger man sin musik på et globalt musikmarked. Musikparlamentet undersøger sagen med et yderst kompetent panel.

Fjerde udgave af Musikparlament løber af stablen den 25. februar og denne gang kigger Musikparlamentet på det globale perspektiv. Aftenens fokus bliver at undersøge hvordan man på verdensplan sælger og udbreder dansk musik på den bedst mulige måde. Musikparlamentet har som erklæret mål at sætte løsninger og samarbejde på dagsordenen, når musikbranchen tages op til debat. Med tre succesfulde og velbesøgte arrangementer i bagagen vil foreningen endnu en gang bevise at livemusik og debat kan forenes.

Igen går Musikparlamentet efter en løsningsorienteret og fremsynet debat, og blandt andre vil følgende spørgsmål forsøges besvaret.

* Hvilke metoder kan man benytte for at få udbredt dansk musik, globalt.
* Hvordan kan musikere blive bedre til at øge kendskabet om sig selv og deres musik uden for landets grænser, og er det overhovedet musikerens opgave?
* Kan lyttere og fans af dansk musik hjælpe med til at udbrede dansk musik? Hvordan?
* Vil det blive mere interessant at lytte til dansk musik, hvis det bliver mere internationalt?
* På hvilken måde kan man bedst mulig udnytte Internettets potentialer for udbredelse af musik og hvilke metoder bliver brugt?
* Er koncerter/showcases en nødvendighed for at udbrede sin musik globalt?
* Er den metode en fælles indsats og hvordan bør denne se ud?
* Er internationale satsninger en god måde at få flere penge ind i dansk musik?
* Hvilke andre grunde er der til at satse på det globale musikmarked?

Udover debatten kan man i den stemningsfulde Borups Koncertsal opleve det fremstormende talent Jeremy Sparrow (www.bandbase.dk/Jeremysparrow) der snart er på gaden med en debut EP og internationalt anmelderroste Our Broken Garden (www.bandbase.dk/ourbrokengarden).















Tidsplan:

* kl.18.30 Musikparlamentet åbner
* kl.19.00 Our Broken Garden spiller live
* kl.19.45 Paneldebat “Musikparlamentet goes global”

Panel:
- Martin Buck (Bandbase.com)
- Gunnar Madsen (ROSA, MXD, Spot Festival)
- Kåre Wanscher (Advokat, Konsulent for Eksportrådet,
Michael Leans to Rock)
- Ulrik Ørum-Petersen (Volcano Management)
- Moderator: Jan Sneum (DR)

* kl.21.15 Jeremy Sparrow spiller live

Sted:
Borups Højskole · Frederiksholm Kanal 24 · 1220 København K

Billetterne koster 40 kroner og købes i døren (kun kontanter)

torsdag den 12. februar 2009

'Organisk post-britpop med et tvist af glam rock' - en genre...

'Organisk post-britpop med et tvist af glam rock' - ja, i disse eklektiske tider kan det være svært at finde sin egen kategori. Vi låner lidt her og lægger lidt til her, og i ovenstående tilfælde, som er Venices forsøg på at lave en genre-definition, er der bestemt også trukket en del ud af de oprindelige genrer. For glam rock i sin fulde genre-betegnelse kan man næppe kalde musikken (som du forresten kan høre her - venice myspace)... Og så alligevel lidt måske... jeg prøver lige at placere drengene i deres genrebetegnelse -

Glam rock: En musik-genre, eller måske nærmere et fænomen fra start 70'erne som var en modreaktion på hele den intellektuelle musikfraktion som prægede den tid. Glam rocken var præget af uhøjtidelighed og selvironi men havde også en tendens til at være klassens klovn - du ved, ham man lidt griner af i krogene. Glitter, plaeateau sko og make-up og en flirten med seksuel flertydighed var en stor del af facaden... Lukker man definitionen her, vil det nok være svært at placerer Venice i et Glam-univers, hvor ligheden skal findes er nok nærmere i den iørefaldende og enkle tilgang til den gode melodi... Sådan lidt - "det behøver ikke være så svært..." Hmmm... Og så er der måske også lidt glimmer... om ikke så diskokugler ;-)

Britpop: Her rykker vi frem til en genre, som man ikke behøver være 40+ for at huske, og den behøver derfor ikke så meget introduktion. Igen er oprindelsen UK, og modreaktionen er denne gang grunge-fænomenet fra USA. Britpopen har mange facetter, og ikke én kendetegnene lyd - men Blur, Suade, Radiohead, Pulp og Oasis som er nogle af de primære eksponenter for genren, har om ikke andet den gode melodi og et markant udtryk tilfælles, og det er jo nok her Venice møder genren. Omkring årtusindeskiftet sluttede en ellers lind strøm af musik fra denne genre - men inden for det sidste år er den begyndt at røre lidt på sig igen...

Organisk: Ja... tjaaa... helhed og levende er nok det vi er ude i... Se evt. Wikipedias definition - http://da.wikipedia.org/wiki/Organisk

Som nævnt nedenfor på denne blog, starter Venice deres egen blog snart, måske de vil give os et par ord om den organiske betydning i deres genrebetegnelse... Hvis de altså kommer forbi dette indlæg... ;-)

Venice starter ny blog

Blog om blog... eller metablogging... anyway, vores kære venner det danske 'post britpop' band Venice kaster sig efter sigende ind i kampen som blogforfattere. Projektet er afledt af at deres nye album Sober snart lander i de danske pladehylde (rygterne siger faktisk slut april, men lad rygter være rygter, vi bekræfter når vi ved lidt mere)...


Indtil videre er deres blog ganske tom - Venice blog - men hold øje med den... Det skal nok blive interessant - flere musikblogs TAK!

søndag den 8. februar 2009

Boom Boom - nyt samarbejde

Forskellige fraktioner fra den danske musikbranche - MXD, IFPI og DUP - er gået sammen i et lidt utraditionelt samarbejde.

Som en af deres første handlinger, og, gætter jeg på, for at vise et fælles fodslag, har de udgivet musik magasinet boom boom. Meget af bladet er lagt ud på nettet, og der er faktisk en del interessant indhold omkring forskellig ny dansk musik, herunder blandt andre Volbeat, Pharfar, Caroline Henderson, Ida Corr, Kenneth Bager og mange, mange andre....

Virkelig god læsning faktisk... Nyd det!

Interessant indfaldsvinkel til blogmediet

Fandt lige et sjovt indlæg, hvor Jannick Blaksmark og Ted Toulouse tager, det efterhånden et par år gamle album, Vision du Larmark under behandling.

Blogpostet -
REFLEKSIONER OVER ET ALBUM FRA DE APARTE DRENGE - er bygget op med en primærtekst der beskriver band og album, og en paratekst, der tager læseren på en semantisk og historisk matatur rundt om udgivelsen...

En noget anden indgangsvinkel til blogmediet - ganske interessant!!

fredag den 6. februar 2009

Venice på myspace


Det danske band Venice - tidligere bland andet You Don't Even Know Me og titel sang i Anja og Victor - har lagt et par af deres sange fra deres kommende album op på deres Myspace. Bandet har været flere år undervejs med deres album og der er derfor bygget en naturlig forventning op til de 11 sange.

Tag en lytter på deres Venice myspace - læg især mærke til titelnummeret Sober,
Morten Kistrup vokal er helt unik, det holder sgu!!